Hvordan vælger du friheden til?

Luk lige øjnene et øjeblik og tænk tilbage på sidste gang du oplevede en svimmelhed, en indre nærmest dæmonisk kamp i valget mellem to veje? Måske stod du foran valget mellem et nuværende job eller at springe ud i noget nyt. Måske skulle du vælge mellem at udvikle eller afvikle en medarbejder.

Omdrejningspunktet for valget er at opnå vores egen frihed. Men hvordan hænger det sammen?

Det får du svaret på her sammen med tre spørgsmål, der kan bringe dig tættere på, hvad der er frihed for dig.  

Frihedens mulighed
Når vi vælger til og fra, så tager vi en beslutning, hvor vi skal forholde os til os selv. Det er i det øjeblik, friheden kobler sig til angsten for at tage det rigtige valg. For tør vi vælge os selv til og tage springet? Tør vi tage konsekvenserne af vores valg og mærke friheden?

Du kan med rette spørge, om det ikke er friheden, som medfører angsten. Ifølge eksistensfilosofiens fader, Søren Kierkegaard, er svaret, at frihedens mulighed er lig med ens egen mulighed. Det, der vækker angsten, er, at vi står over for vores eget valg, hvor vi hver især selv skal vælge og forholde sig til sit eget selv.

Når vi ængstes og mærke svimmelheden, så er det et grundvilkår for Kierkegaard. Angst er her ikke noget, der skal behandles. Det er noget vi alle på et eller flere tidspunkter i livet oplever i form af alt fra en pirrende spænding til en art handlingslammelse. Angsten kommer sammen med friheden, og den frie vilje til at vælge mellem flere muligheder.

Find din frihed
Når vi vælger, så står vi på en balancebom. Her kan vi føle os svimle, vi kan miste os selv og ikke være tro mod os selv, eller vi kan forsøge at være i valget, prøve at handle og måske overkomme angsten og opnå at finde os selv samt lære endnu mere af og om os selv.

Vi står flere gange på bommen, for der opstår løbende svære situationer med indbyggede valg. Dermed er angst, valg og den mulige frihed i at finde sig selv hele tiden tilstede i vores liv.

Hvilket valg tænkte du på, da du lukkede øjnene før? For at finde du af, hvad der er essentielt for din følelse af frihed, så kan du nu stille dig selv disse spørgsmål:

  • Hvor kommer friheden fra? Og hvor er den på vej hen?
  • Hvad påvirker friheden?
  • Hvordan mærkes det, når et valg fører til frihed?

Det gode ved at mærke angsten, når vi skal træffe et valg, er at vi tænker over valget og konsekvenserne. Derfor er det vigtigt at have gode redskaber og forudsætninger for at gøre de rette valg, som giver dig frihed. Kontakt mig for at høre nærmere.

Har du lyst til at læse mere
Har du fået lyst til selv at dykke mere ned i Kierkegaard og hans tanker om at vælge og finde friheden, så kan fx læse mere i hans bog “Begrebet angst”. Se hele hans forfatterskab her. Er du mere til en god gennemgang af Kierkegaards angstbegreb, så prøv “Begrebet angst hos Søren Kierkegaard” af Arne Grøn.